Corona retningslinjer

Retningslinjerne er sidst opdateret den 22. december 2021. Siden opdateres løbende. 
 
I Greve Kommune er vi fortsat hårdt ramt af coronasmitte. Vi har brug for at begrænse smitten, og da aktiviteter i foreningslivet netop blander folk på kryds og tværs, opfordrer Greve Kommune jer i de enkelte foreninger til ekstra bevågenhed om dette forhold.
 
Indendørs foreningsaktiviteter
Kulturministeriet er kommet med en klar anbefaling om at lukke ned for indendørs foreningsaktiviteter fra søndag den 19. december 2021 kl. 8 og foreløbigt frem til den 5. januar 2022. Det bakker DIF og DGI op om, og det gør vi også i Greve Kommune. Bemærk, at Kulturministeriet har præciseret, at det ikke gælder individuelle eller selvorganiserede aktiviteter, for eksempel løbeture eller få personer, der spiller badminton, hvis dette kan gøres under sundhedsmyndighedernes øvrige anbefalinger om at bremse smittespredningen. Opfordringen skal ses i sammenhæng med, at sundhedsmyndighederne anbefaler, at man begrænser sine sociale kontakter i juleferien til familie og nærmeste bekendte samt, at man så vidt muligt undgår steder, hvor der er mange mennesker samlet. 

Ingen betalende tilskuere

Der gælder fra søndag den 19. december 2021 kl. 8 et forbud mod betalende tilskuere til sportsbegivenheder. 

Mundbind

Alle over 12 år skal bruge mundbind eller visir, når de opholder sig i lokaler på kultur- og fritidsområdet, der ikke er lukkede. Det gælder blandt andet sportshaller og foreningslokaler.

Anbefalinger til smitteforebyggende tiltag
Udendørs foreningsaktiviteter kan fortsætte. Her gælder der fortsat de anbefalinger, som regeringen sammen med idræts- og foreningslivet har udarbejdet til børn og unge i idræts- og foreningslivet i områder med høj smitte.Som foreninger kan I medvirke til at stoppe stigningen i smittetilfælde, så vi forhåbentlig hurtigt kan få gang i alle foreningsaktiviteter igen.
 
Regeringens anbefalinger for børn og unge i idrætsforeninger i områder med høj smitte er:
  • Opfordring til, at alle møder op omklædte. Opfordringen gælder dog ikke i svømmehaller og andre steder, hvor det ikke er foreneligt med aktiviteten.
  • Opfordring til så vidt muligt at afholde aktiviteter, herunder sociale arrangementer inden for mindre og faste grupper/hold, hvor dette kan gøres som en naturlig del af aktiviteten.
  • Opfordring til så vidt muligt at aflevere og hente børn udendørs. Forældre og andre voksne opfordres endvidere til at holde afstand. Afstandsanbefalingen gælder ikke mellem udøvere, trænere samt mellem forældre og børn ved børn-voksenaktiviteter mv.
 
I tillæg hertil har vi fået information fra nogle foreninger om, at medlemmerne kommer for hurtigt retur efter smitte og dermed potentielt udgør en smitterisiko. I kan derfor som foreninger skærpe anbefalingen til jeres smittede medlemmer om først at komme retur til foreningsaktiviteter, når smitteperioden er overstået. Uden symptomer anbefales isolation i syv dage efter positiv test. Hvis den smittede har symptomer på sygdommen, anbefales isolation indtil 48 timer efter symptomerne er ophørt. På skoleområdet taler man om ’et udvalg af symptomer’ (fx både hovedpine og feber eller forkølelse og vejrtræningsbesvær), som retningsvisende for, om det er den ene eller anden situation.  
 
Coronapas
Der er fra centralt hold genindført restriktioner om coronapas. Coronapas er genindført i Danmark for personer på 15 år og over på en lang række områder. I skal som forening og institution være opmærksomme på, at jeres aktiviteter lever op til de nye restriktioner. Opdateres...
 
Aktiviteter på plejecentre
Foreninger med aktiviteter på rehabiliterings- og plejecentre bedes kontakte det enkelte center for nærmere information. Det skyldes, at der er forskellige lokaleforhold på de enkelte centre. Følg med på www.greve.dk/corona for mere information.
 
Yderligere information og spørgsmål
Kultur og Fritid opdaterer løbende corona informationer for foreninger på www.aktivigreve.dk. Ved spørgsmål kan vi altid kontaktes på kulturogfritid@greve.dk 
 
Tjek altid anbefalinger fra jeres specialforbund, DIF’s råd og vejledning, DGI’s Idræt og corona og www.coronasmitte.dk for at være sikker på, om jeres arrangement eller aktivitet kræver tjek af coronapas. 

Følgende lokaler er endnu ikke åbnet for foreningsaktiviteter (opdateres løbende)

 

Facilitet

Lokale

Anvendelse

Kommentar

Greve Videncenter

Hundigehallen

Anvendes til PCR test og vaccination

Tidsperiode endnu ukendt

Greve Videncenter

Gymnastiksalen Anvendes til PCR og vaccination Forventet frem til 1. februar 2022

Plejecentre

Alle lokaler med foreningsaktiviteter

Der er forskellige lokale forhold på de enkelte centre, så kontakt venligst de enkelte centre for nærmere information.