Yderligere genåbning af foreningsliv den 6. maj 2021

Oprettet: 06.05.2021

Vi glæder os over, at Danmark nu kan åbne endnu mere op, så vi kan få yderligere gang i foreningsaktiviteterne. Retningslinjerne for indendørs idræt er nu kommet, og det gælder om at holde tungen lige i munden, når man trevler dem igennem. Herunder har vi lavet et udpluk af retningslinjerne. For spørgsmål er I altid velkomne til at kontakte os på kulturogfritid@greve.dk. I hjælper os til at blive skarpere på retningslinjerne, og vi hjælper med at søge svar, hvis der ikke findes svar i retningslinjerne.

Det er fortsat foreningens ansvar, at aktiviteter holdes efter gældende retningslinjer vedr. Covid-19 fra DIF/DGI og foreningens respektive specialforbund.

Nedenstående informationer opdateres løbende på www.aktivigreve.dk

Fra torsdag den 6. maj 2021 åbnes yderligere for foreningslivet.
Overordnet gælder følgende retningslinjer:

- Forsamlingsforbud på 25 personer for indendørs idræts- og foreningsaktiviteter er gældende for alle aldersgrupper – inklusiv instruktør med flere. Bemærk, ikke alle indendørs aktiviteter må åbne
- Forsamlingsforbud på 75 personer for udendørs idræts- og foreningsaktiviteter er gældende for alle aldersgrupper – inklusiv instruktør med flere
- Det er muligt at holde åbent for indendørs idrætsaktiviteter for personer på 18 år og derover. For personer over 18 år og under 70 år må der dog ikke holdes åbent for kontaktsport, f.eks. håndbold, kampsport, ishockey og pardans. Idrætsgrene som håndbold må dog gerne starte aktiviteter op uden kontakt. Se nærmere forklaring på s. 7 i retningslinjerne.
- Der må ikke holdes åbent for indendørs sangaktiviteter
- Et lokale må gerne inddeles i zoner, hvor flere grupper har aktivitet på samme tid. Grupperne skal være tydeligt adskilt med fx kegler. Der skal minimum være en instruktør per zone
- Grupperne må ikke blandes før, under og efter aktiviteten, og der skal være mindst to meter mellem grupperne
- Der kan maksimalt tillades adgang for en person per fire m2 gulvareal. Ved aktiviteter hvor der primært siddes ned, må der dog gives adgang til en person per to m2 gulvareal
- Da vores omklædnings- og badefaciliteter generelt er små, opfordrer vi til at møde omklædt, så omklædnings- og badefaciliteter ikke bruges af flere end højest nødvendigt. Bruges omklædnings- og badefaciliteter er det efter gældende retningslinjer. Maksimalt antal personer i omklædningsrummene vil være en person per fire m2
- Personer på 12 år og derover skal bære mundbind på faciliteterne, når man går til og fra aktiviteten og på toilettet. Der skal ikke bæres mundbind under selve aktiviteten
- Forældre har ingen adgang på indendørs faciliteter mens deres børn har foreningsaktiviteter
- For rengøring gælder fortsat samme retningslinjer som blev meldt ud ved genåbningen den 21. april. Se her for at genopfriske.

Det er muligt at afholde foreningsrelaterede arrangementer, herunder generalforsamlinger og bestyrelsesmøder i overensstemmelse med kravene samt retningslinjer, der gælder for ordningen for konferencer og møder med erhvervsmæssige eller faglige formål

- Sociale aktiviteter og almindeligt ophold er for nuværende ikke tilladt i klubhuse

Vi er ved at afklare og opdaterer på www.aktivigreve.dk hurtigst muligt
- Bliver overnatning i forbindelse med foreningsaktiviteter muligt fra den 14. juni som angivet i den politiske aftale om udmøntning af genåbning per 6. maj?

Tjek af coronapas
- Der gælder krav om fremvisning af coronapas samt gyldigt ID for personer på 18 år og derover, for at få adgang til lokaler, hvor der udøves idrætsaktiviteter. Kravet gælder ikke frivillige trænere, ansatte og lignende
- Der skal opstilles informationsmateriale om kravet om at fremvise coronapas (se myndighedernes plakater her)
- Personer, der af medicinske årsager ikke bør få foretaget en Covid-19 test eller personer, der som følge af en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse ikke bør få foretaget en Covid-19 test er undtaget krav om at fremvise coronapas
- Vi opfordrer alle foreninger, der arrangerer idrætsaktiviteter for personer på 18 år og derover, til at kommunikere tydeligt ud hvordan foreningen håndterer krav om tjek af coronapas

- Særligt vedr. idrætsaktiviteter med trænere, instruktører, holdledere mv.
- I lokaler, hvor der udøves idrætsaktiviteter i foreningsregi med tilstedeværelse af en træner, instruktør, holdleder eller lignende, vil foreningen være forpligtet til via træneren, instruktøren, holdlederen eller lignende at sikre, at der ikke tillades adgang for personer uden gyldigt coronapas. Idrætsudøveren vil derfor skulle forevise coronapasset til træneren mv. i forbindelse med ankomst til den pågældende idrætsaktivitet
- Særligt vedr. idrætsaktiviteter uden trænere, instruktører, holdledere mv.
- I lokaler, hvor der udøves idrætsaktiviteter i foreningsregi uden tilstedeværelse af en træner, instruktør, holdleder eller lignende, vil det være foreningen, som er ansvarlig for ikke at tillade adgang for personer uden gyldigt coronapas
- Ved bemandede lokaler, vil kontrollen af coronapas – i den periode, hvor der er bemanding på stedet – skulle ske når besøgende, brugere mv. ankommer til det pågældende lokale
- Ved lokaler, der alene er bemandet i dele af åbningstiden, vil kontrollen i den periode, hvor der ikke er bemanding, skulle ske ved stikprøvekontrol minimum 1 gang i døgnet. Det er foreningen aktiviteten er organiseret igennem, der skal foretage den pågældende kontrol
- Ved ubemandede lokaler vil kontrollen af coronapas ligeledes skulle ske ved stikprøvekontrol minimum 1 gang i døgnet. Det er foreningen aktiviteten er organiseret igennem, der skal foretage den pågældende kontrol

Lokaler der fortsat IKKE åbner
Der er fortsat lokaler, som normalt anvendes til foreningsaktiviteter, der i dag anvendes til andre formål. Det gælder blandt andet Drengesalen på Krogårdskolen og Ungdomssalen på Mosedeskolen. Se den opdaterede liste her.

Fremadrettet
Næste skridt i genåbningen bliver forventeligt den 21. maj. Vi orienterer løbende foreninger per mail og opdaterer www.aktivigreve.dk