Genåbning af udendørs idrætsfaciliteter

Oprettet: 22.04.2020

PDF egnet til print

Alle udendørs idrætsfaciliteter har været lukket i Greve Kommune siden den 12. marts 2020. Faciliteterne blev lukket i forlængelse af myndighedernes og de store idrætsforbunds udmeldinger ved corona epidemiens start. Det valgte vi at gøre for at mindske risiko for spredning af coronavirus og for at udvise samfundssind.

Det har naturligt begrænset mange borgeres muligheder for at dyrke idræt. I Greve Kommune tror vi på, at idrætten medvirker til at skabe øget fysisk og mental sundhed, og derfor vælger vi nu i forlængelse af de nyeste udmeldinger fra myndighederne og fra DIF og DGI at genåbne vores udendørs idrætsfaciliteter.

Vi glæder os til at se Jer derude – selvfølgelig fortsat på behørig afstand og under hensyntagen til hinanden.

Offentligheden

Udendørsidræt uden kropskontakt kan afholdes, når det sker indenfor rammerne af de generelle krav og anbefalinger, som sundhedsmyndighederne og regeringen har offentliggjort på coronasmitte.dk. Det betyder blandt andet, at der fortsat er forbud mod forsamlinger på mere end 10 personer, ligesom man også fortsat skal holde mindst to meters afstand til hinanden.

Nogle udendørs faciliteter står frit tilgængelige, som fx fodboldbaner, og her må man ved fremmøde vurdere, om det er muligt at træne under gældende vilkår. Såfremt det ikke er muligt at overholde retningslinjer ved fremmøde, skal træning ikke gennemføres på det pågældende tidspunkt. Mål på skolernes boldbaner sættes ikke frem af hensyn til skolernes tilrettelæggelse af nødundervisning. Ved brug af afgrænsede udendørs idrætsanlæg, som fx tennisbaner, henvises til foreningens hjemmeside for nærmere information om booking.

Foreninger

Vi åbner faciliteterne for foreninger, hvor der ligger retningslinjer fra det enkelte specialforbund. Her har Dansk Tennis Forbund og Dansk Atletik Forbund allerede udstukket detaljerede retningslinjer for, hvordan aktiviteter kan startes op. DBU har anbefalet at fastholde nedlukning af aktiviteter frem til den 10. maj 2020. Det kommer på foreningssiden til at betyde en gradvis genoplukning i takt med de respektive specialforbunds udmeldinger. Det betyder for nuværende, at idrætter der normalvis foregår indendørs, først kan starte aktiviteter op udendørs, hvis deres forbund anbefaler det. Det er foreningernes ansvar at efterleve gældende retningslinjer, herunder også krav om hygiejne.

Indendørs faciliteter er fortsat lukkede

Indendørs faciliteter holdes fortsat lukket. Det betyder, at:

- Klubhuse og fælles badefaciliteter ikke er tilgængelige

- Man møder omklædt og går i bad hjemme

- Der er ikke adgang til toiletfaciliteter

- Alle redskaber og remedier medbringes så vidt muligt hjemmefra og deles ikke

Udendørs idrætsfaciliteterne åbner onsdag den 22. april 2020. Plakater med retningslinjer om udendørs træning fra Sundhedsstyrelsen, hovedforbund og specialforbund hænges op ved faciliteterne, så brugere altid kan orientere sig om gældende retningslinjer. Greve Kommune opfordrer fortsat til, at alle borgere udviser samfundssind og står sammen – hver for sig.

Ved spørgsmål kan Kultur og Fritid kontaktes på kulturogfritid@greve.dk.

Rigtig god træning.